Part 2
Also available as a 📱narrow screen version, or for 🁰word-aligned analysis.
Alternative versions: English.
| No. | Quenya | Tengwar | Means |
|---|---|---|---|
| 1 | Amauressë i hrávë quár amavillë ar tuntaner vinya málonta. | | Om Morgenen fløi Vildænderne op, og de saae paa den nye Kamerat; |
| 2 | “Manima mo elyë?” maquenteltë; ar i Quaincë quernë sir ar tar, ar suilanë te ta mai ve encë sen. | ; | “hvad er Du for een?” spurgte de, og Ællingen dreiede sig til alle Sider, og hilsede saa godt den kunde. |
| 3 | “Natyë aqua úvanima,” equë i hrávë quár; “mal ta ui valda men quí úvalyë verya mo nossemmo.” | ; | “Du er inderlig styg!” sagde Vildænderne, “men det kan da være os det samme, naar Du ikke gifter Dig ind i vor Familie!” – |
| 4 | Almelóra úna mo! | | Den Stakkel! |
| Uines sana laca pá vesta, lan rië ecë lavë sen caita imbë i lisci, ar yulë nicë motto nén. | | han tænkte rigtignok ikke paa at gifte sig, turde han bare have Lov at ligge i Sivene og drikke lidt Mosevand. | |
| 5 | Tás caines ter quanë ré atta, ar tá tuller hrávat vánu, attië hanúto: éfiénet ohtello lanéya, ar san nánettë tallë neþyu. | | Der laae han i hele to Dage, saa kom der to Vildgjæs eller rettere Vildgasser, for de vare to Hanner; det var ikke mange Tider siden de vare komne ud af Ægget, og derfor vare de saa raske paa det. |
| 6 | “Yé, málo,” quentettë, “nalyë tallë úvanima i faren tyasinyel. | | “Hør Kammerat!” sagde de, “Du er saa styg at jeg kan godt lide Dig! |
| Ma tuluvalyë arë ar nauvalyë lenwetula? | | vil Du drive med og være Trækfugl! | |
| Areä hyana mottossë eär icíti vanimë hrávë vánéli--ilyë vinyë herissi i pollë quetë Quaqua. | | tæt herved i en anden Mose er der nogle søde velsignede Vildgjæs, allesammen Frøkener, der kunne sige: rap! | |
| Nalyë tallë úvanima i nai ecë lyen tuvë ecestalya óntë.” | | Du er istand til at gjøre din Lykke, saa styg er Du!” – – | |
| 7 | Talumë engë Pán! Pán! ar i hrávat vánu lananter qualinu imbë i liscennar, ar i nén olanë serce-carnë. | | “Pif! paf!” lød i det samme ovenover, og begge Vildgasserne faldt døde ned i Sivene, og Vandet blev blodrødt; |
| 8 | Enta pán! pán! ar vánion quanë umbar viller ama i liscellon, ar engë enta pán! | | pif! paf! lød det igjen, og hele Skarer af Vildgjæs fløi op af Sivene, og saa knaldede det igjen. |
| Nánes alta farasta. | | Der var stor Jagt, | |
| 9 | I farastari cainer os i motto, é mo harilë ama imbë i aldaron olbar yai lanter ambela or i lisci. | | Jægerne laae rundtom Mosen, ja nogle sad oppe i Trægrenene, der strakte sig langt ud over Sivene; |
| 10 | I luinë quonda luntë ve lumbor, imbë i lúnë þirpi, ar linganë landavë or i nén. | | den blaae Røg gik ligesom Skyer ind imellem de mørke Træer og hang langt hen over Vandet; |
| 11 | I ronyor menner falas! falas! mina i loxo, ar i lisci ar virsalqui tananter sir ar tar; þostanes i almelóra Quainciën, ye lócanë langorya na cuvë sa nu rámarya, yá onallumë, areä sen, engë aica höa röa; lambarya linganë téra et antorya ar hendyat sillë hrúavë. | ; ; | i Mudderet kom Jagthundene, klask klask; Siv og Rør svaiede til alle Sider; det var en Forskrækkelse for den stakkels Ælling, den dreiede Hovedet om for at faae det under Vingen, og lige i det samme stod tæt ved den en frygtelig stor Hund, Tungen hang ham langt ud af Halsen, og Øinene skinnede grueligt fælt; |
| 12 | Nirnes mundurya téra na i Quaincë ar apantanes maicu carcaryat -- en -- falas! | | han satte sit Gab lige ned imod Ællingen, viste de skarpe Tænder – – og pladsk! pladsk! |
| 13 | Mennes öa pen mapa se. | | gik han igjen uden at tage den. |
| 14 | |||
| 15 | “A, laitalë Erun,” sinquë i Quaincë; “Nanyë tallë úvanima, i aryë i röa ui yesta nacë ni!” | ; | “O Gud skee Lov!” sukkede Ællingen, “jeg er saa styg, at selv Hunden ikke gider bide mig!” |
| 16 | Mal tassë cainë poicavë rua lan i quihta-umbar alacanter mí lisci ar narcarma en narcarma hlontanë. | | Og saa laae den ganske stille, mens Haglene susede i Sivene, og det knaldede Skud paa Skud. |
| 17 | Rië antelwa ressë entullë ruë, mal i colonda aiwë enwa únë verya tyulya. | | Først langt ud paa Dagen blev der stille, men den stakkels Unge turde endnu ikke reise sig, |
| 18 | Hornes lúmeli tenta, nó ostirnes, ar tá ronganes öa i mottollo ta lintië ve polles, norila lanna palari ar salquenóri, ar taitë vaiwë oronyë i engë sen mólomë na menë ener. | | den ventede flere Timer endnu, før den saae sig om, og saa skyndte den sig afsted fra Mosen, alt hvad den kunde; den løb over Mark og over Eng, det var en Blæst, saa at den havde haardt ved at komme afsted. |
| 19 | Undómessë nánes areä ar' úna níca cöa, ya nánë tallë hwinda i únes ista manna atalta, san sa handë tarila. | | Mod Aften naaede den et fattigt lille Bondehuus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste til hvad Side det vilde falde, og saa blev det staaende. |
| 20 | I vaiwë alacantë tallë valca os i Quaincë i maunë sen haruë pimperyassë na termarë anat sa, ar olanes urda en amurda. | | Blæsten susede saaledes om Ællingen, at han maatte sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev værre og værre; |
| 21 | Tá tuntanes i queren min i fenno nánë vanwa, ar sa linganë tallë raica i polles hlicë mir ter i cirissë, ar san carnes. | | da mærkede han, at Døren var gaaet af det ene Hængsel, og hang saa skjævt, at han igjennem Sprækken kunde smutte ind i Stuen, og det gjorde han. |
| 22 | |||
| 23 | Sinomë enwina nís marnë ó miuë ar holyë. | | Her boede en gammel Kone med sin Kat og sin Høne, |
| 24 | I miuë, ye estanes Yonyo, pollë orta heletserya ar murra, ar aryë etehatë tinwi, mal na si maunë palta se cána. | | og Katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde Ryg og spinde, han gnistrede saagar, men saa maatte man stryge ham mod Haarene; |
| 25 | I Holyë sámë anþennu nícu telcut, ar etta estaner “Holyë þennu telcuto”. | | Hønen havde ganske smaae lave Been, og derfor kaldtes den “Kykkelilavbeen;” |
| 26 | Nosteánë márë ohti, ar i nís nánë méla ta issen ve inseo hínen. | | den lagde godt Æg, og Konen holdt af den, som af sit eget Barn. |
| 27 | |||
| 28 | Neuna amauressë ú-pusto tuntanet i aia Quaincë, ar i miuë yesentë murra, ar i Holyë carnë cehtecet. | | Om Morgenen mærkede man strax den fremmede Ælling, og Katten begyndte at spinde og Hønen at klukke. |
| 29 | “Mana eä?” equë i enwina nís, tirila quáquenna os insë. | | “Hvad for noget!” sagde Konen, og saae rundtomkring, |
| 30 | Mal cenya lánë mára, san nóquistanes í Quaincë nánë tiuca quá ye raniénë öa. | | men hun saae ikke godt, og saa troede hun, at Ællingen var en feed And, der havde forvildet sig. |
| 31 | “Sa ná maira farna,” eques: “sí ecë nin ñetë quá ohti, au lás hanu! | | “Det var jo en rar Fangst!” sagde hun, “nu kan jeg faae Ande-Æg, er den bare ikke en Andrik! |
| Möa ven carë tanca pá sana.” | | det maa vi prøve!” | |
| 32 | Etta hampes i Quaincë tyastiën ter otsolar neldë, mal ohti úner tulë. | | Og saa blev Ællingen antaget paa Prøve i tre Uger, men der kom ingen Æg. |
| 33 | |||
| 34 | I Miuë nánë i mardo heru ar i Holyë i heri, ar illumë quentettë pá “inquë ar i ambar”; pan ettë nemner i nánettë ambaro peresta, ar laca i arya peresta. | ; | Og Katten var Herre i Huset og Hønen var Madamme, og alletider sagde de: “vi og Verden!” for de troede, at de vare Halvparten, og det den allerbedste Deel. |
| 35 | Nemnë i Quainciën i liëli nai sanar hyallë, mal i Holyë únë pollë lavë si. | | Ællingen syntes, at man kunde ogsaa have en anden Mening, men det taalte Hønen ikke. |
| 36 | |||
| 37 | “Ma polil yavë ohti?” maquentes. | | “Kan Du lægge Æg?” spurgte hun. |
| 38 | “Ui! San rundavë á hapë lambalya.” | | “Nei!” “Ja, vil Du saa holde din Mund!” |
| 39 | |||
| 40 | Ar i Miuë equë: “Ma polil orta heletselya, hya murra, hya hatë tinwi? | | Og Katten sagde: “Kan Du skyde Ryg, spinde og gnistre?” |
| Ui! Itas ui lyen immaro anta intya yá sailë lië quétar.” | | “Nei!” “Ja saa skal Du ikke have Mening, naar fornuftige Folk tale!” | |
| 41 | |||
| 42 | Etta i Quaincë cainë neltessë ar nánë amaluitë. | | Og Ællingen sad i Krogen og var i daarligt Humeur; |
| 43 | Yesentes sana pá i virya vilya ar árë, ar tallë aia xarië lutiën i nenessë tullë sen i teldavë únë pollë quilda, maunë sen nyara i Holyen. | | da kom den til at tænke paa den friske Luft og Solskinnet; den fik saadan en forunderlig Lyst til at flyde paa Vandet, tilsidst kunde den ikke lade være, den maatte sige det til Hønen. |
| 44 | |||
| 45 | “Ma súta lye?” maquentes. | | “Hvad gaaer der af Dig?” spurgte hun. |
| 46 | “Samityë munta cariéo, ta ná yallo ñetityë sinë incar; rië átyë yavë ohteli, hya murra, ar auvat.” “Mal lutië i nenessë ná tallë írima,” equë i Quaincë; “tallë fastima, ñetë sa or cas ar tumba nunna talda.” | ; ; | “Du har ingen Ting at bestille, derfor komme de Nykker over dig! Læg Æg eller spind, saa gaae de over.” “Men det er saa deiligt at flyde paa Vandet!” sagde Ællingen, “saa deiligt at faae det over Hovedet og dukke ned paa Bunden!” |
| 47 | |||
| 48 | “A náto, anfastima, aþahanyë!” equë i Holyë. | | “Ja det er en stor Fornøielse!” sagde Hønen, |
| 49 | “Eë ityë ná aqua hwinda! | | “Du er nok bleven gal! |
| Á maquetë i Miuyen--issë ná i anfinya nér ye istan -- quima issë tyasë lutë i nenessë hya tumba nunna; ványë quetë pá imni. | ; | Spørg Katten ad, han er den klogeste, jeg kjender, om han holder af at flyde paa Vandet, eller dykke ned! jeg vil ikke tale om mig. – | |
| Eë, á maquetë herityan, i enwina nís; ambaressë ui eä mo ansaila epë sé -- ma quistal i issë yesta lutë ar ñetë i nén or carya?” | ; | Spørg selv vort Herskab, den gamle Kone, klogere end hende er der Ingen i Verden! troer Du, hun har Lyst til at flyde og faae Vand over Hovedet!” | |
| 50 | |||
| 51 | “Uildë hanya ni,” equë i Quaincë. | | “I forstaae mig ikke!” sagde Ællingen. |
| 52 | |||
| 53 | “Mai, qui elmë uir hanya tye, san man hanyauva tye? | | “Ja, forstaae vi Dig ikke, hvem skulde saa forstaae Dig! |
| Allumë nauvatyë ansaila epë i Miuë ar i nís, ar an atestaniévanen imni. | | Du vil dog vel aldrig være klogere end Katten og Konen, for ikke at nævne mig! | |
| Vá nenta valdar, onna, mal á hanta Ahtotya pá quana ofelmë ya lië acáriër tyen. | | Skab Dig ikke, Barn! og tak Du din Skaber for alt det Gode, man har gjort for dig! | |
| Ma ú utúliëtyë lauca þambenna, imbë olië yallo ecë tyen parë ma? | | Er Du ikke kommet i en varm Stue og har en Omgang, Du kan lære noget af! | |
| Mal ela! Natyë alwarë engwë, ar hraië eä laltië yonávetyallo. | | men Du er et Vrøvl, og det er ikke morsomt at omgaaes Dig! | |
| Ecë tyen savë ni! Míneän mai tyen, ar quétan tyen naica nanwië, ar ta ná mallë ecë liën atsinta naiti málontar. | | mig kan Du troe! jeg mener Dig det godt, jeg siger Dig Ubehageligheder, og derpaa skal man kjende sine sande Venner! | |
| Sí á ricë yavë ohti, hya á parë murra hyaqui hatë tinwi.” | | see nu bare til, at Du lægger Æg og lærer at spinde eller gnistre!” | |
| 54 | |||
| 55 | “Sáneän i ete·menuvan mina i yána ambar,” equë i Quaincë. | | “Jeg troer, jeg vil gaae ud i den vide Verden!” sagde Ællingen. |
| 56 | |||
| 57 | “Ilvana, á carë sa,” equë i Holyë. | | “Ja, gjør Du det!” sagde Hønen. |
| 58 | |||
| 59 | San i Quaincë lenwentë; luntes i nenessë ar tumbanes nunna; mal ilyë celvar avanéver se pan nánes úvanima. | ; ; | Og saa gik Ællingen; den flød paa Vandet, den dykkede ned, men af alle Dyr var den overseet for sin Grimhed. |