The elf of the rose
Notes
The Elf of the Rose (Rosen-Alfen), by Hans Christian Andersen (1839).
Ongoing translation project by Chaered, first posted on VL. Not reviewed by others. English text 1992 words, Quenya 1490 (projected), Danish original 1747.
Missing vocab: arbor, blush, bury, indignation, [da] nænne.
Text
Also available as a 📱narrow screen version.
Alternative versions: English.
| No. | Quenya | Tengwar | Means |
|---|---|---|---|
| 1 | I elda i merilleo | | Rosenalfen |
| 2 | -- | | -- |
| 3 | Tarwo endessë aldë lóteä merillë-alda, ar i amírimassë ilyë merillion marnë elda. | | Midt i en have voksede der et rosentræ, der var ganske fuldt af roser, og i en af disse, den smukkeste af dem alle, boede en alf; |
| 4 | Nánes tallë níca titta veo, i uia atanwa hen pollë cenitas. | | han var så lille bitte, at intet menneskeligt øje kunne se ham; |
| 5 | Cata ilya lassë i merilleo haryanë caimaþan. | | bag hvert blad i rosen havde han et sovekammer; |
| 6 | Nánes ta mai-canta ar ta vanima ve ecë níca hinin, ar hanyanë rámat yat ananyet almoryallo talyanta. | | han var så velskabt og dejlig som noget barn kunne være og havde vinger fra skuldrene lige ned til fødderne. |
| 7 | A, tallë niþilë engë þamberyassen! Ar tallë poicë ar vanimë náner i rambar! Pan náneltë i ?? lassi i merilleo. | | Oh, hvor der var en duft i hans værelser, og hvor væggene var klare og smukke! de var jo de blegrøde fine rosenblade. |
| 8 | -- | | -- |
| 9 | Ter quanna ré fasantë se lauca árissë, villes alballo albanna, ar liltanes i vililë vilarindívë rámassen. | | Hele dagen fornøjede han sig i det varme solskin, fløj fra blomst til blomst, dansede på vingerne af den flyvende sommerfugl |
| 10 | Tá lestanes manotë tyeller möa sen lelya ter i tiër ar ómeni yai eär niërmeldo lassessë. | | og målte hvor mange skridt han måtte gå, for at løbe hen over alle de landeveje og stier, der var på et eneste lindeblad. |
| 11 | Ya elvë estar i lassenelli lassessë, sen nemir malli; é, ar amandë malli náneltë sen; pan nó acáriës peresta rincumarya, Anar núnë: yesentiénes mólerya acca telwa. | | Det var hvad vi kalder årerne i bladet, som han anså for landeveje og stier; ja det var da evige veje for ham! før han blev færdig, gik solen ned; han havde også begyndt så sildigt. |
| 12 | Olanë amaringa, i rossë lanantë, ar i vaiwë vannë; san sannersn í arya ya polles carë nánë entulitarya mar. | | Det blev så koldt, duggen faldt og vinden blæste; nu var det nok bedst at komme hjem; |
| 13 | Hlintes yandë polles; mal túves ilyë merilli pahtë, ar únes pollë mitta; ú erinqua merillë tarnë panta. | | han skyndte sig alt hvad han kunne, men rosen havde lukket sig, han kunne ikke komme ind - ikke en eneste rose stod åben; |
| 14 | I almelóra níca elda lai þoronyë. | | den stakkels lille alf blev så forskrækket, |
| 15 | Allumë fai naiénes ettë lómessë, mal illumë lóriénes halda cata i laucë merillë-lassi. | | han havde aldrig været ude om natten før, altid sovet så sødt bag de lune rosenblade, |
| 16 | Ai, si tancavë nauvanë quelmë sen. | | oh, det ville vist blive hans død! |
| 17 | Sintes i tarwo etwa hrimassë, engë lassirondo, ó vanimë rombuiler. | | I den anden ende af haven, vidste han, var en løvhytte, med dejlige kaprifolier, |
| 18 | I lóti veältaner altë quilyainë rómar; ar sannes i loruvas mi ma sinaron tenna arin. | | blomsterne så ud som store bemalede horn: I et af disse ville han stige ned og sove til i morgen. |
| 19 | Villes tanna; mal “tá!” quenu eä i lassirondossë, vanima vinya nér ar írima nís. | | Han fløj derhen. Tys! der var to mennesker derinde; en ung smuk mand og den dejligste jomfru; |
| 20 | Handettë permë permessë, ar mernettë i allumë mauva tun cilta. | | de sad ved siden af hinanden og ønskede, at de aldrig i evighed måtte skilles ad; |
| 21 | Mellettë atwë etwa laca han yandë ecë arya onna melë atarya ar amilya. | | de holdt så meget af hinanden, langt mere, end det bedste barn kan holde af sin moder og fader. |
| 22 | -- | | -- |
| 23 | “Mal möa inquen cilta,” equë i vinya nér; “hánolya munë vérenqua, ar saro mentassen tallë vaháya caraitiën, lá oronti ar eäri. | | "Dog må vi skilles!" sagde den unge mand; "Din broder er os ikke god, derfor sender han mig i et ærinde så langt bort over bjerge og søer! |
| 24 | Namárië, lissë indissinya; pan taitë nalyë nin.” | | Farvel min søde brud, for det er du mig dog!" |
| 25 | -- | | -- |
| 26 | Ar tá minquet atwë etwa ar i nettë nítë, ar ánes sen merillë; mal nó carnesses, nirnes miquë tó sa tallë felminqua í alba pantanë. | | Og så kyssede de hinanden, og den unge pige græd og gav ham en rose; men før hun rakte ham den, trykkede hun et kys på den, så fast og inderligt, så blomsten åbnede sig: |
| 27 | Tá i níca elda villë mir, ar niryanë caryanen i lelyë, niþilë rambar. | | Da fløj den lille alf ind i den, og hældede sit hoved op til de fine duftende vægge; |
| 28 | Sissë polles mai hlarë quetitatta, “Namárië, namárië;” ar appanes i merillë a-sesta i vinya neriva amborenna. | | men han kunne godt høre, at der blev sagt farvel, farvel! og han følte, at rosen fik plads på den unge mands bryst - |
| 29 | A, tallë homya tompanë! | | oh, hvor dog hjertet bankede derinde! |
| 30 | I níca elda únë polë loruë, tompanes tallë romya. | | den lille alf kunne slet ikke falde i søvn, sådan bankede det. |
| 31 | I merillë únë cainë amboressë andavë, i nér nampë sa lan patanë ter i lúna taurë erinqua, ar minquë i alba tallë rillumë ar tallë poldavë, i amna maldë i níca elda. | | Længe lå rosen ikke stille på brystet, manden tog den frem og mens han gik ene gennem den mørke skov, kyssede han blomsten, oh, så tit og stærkt, at den lille alf var nær ved at blive trykket ihjel; |
| 32 | Encë sen appë ter i lassë yallë laucu i vinya nerivu peu nánë, ar i merillë apantiénë, vequi i endaureo arano árinen. | | han kunne føle gennem bladet, hvor mandens læber brændte, og rosen selv havde åbnet sig som ved den stærkeste middagssol. |
| 33 | -- | | -- |
| 34 | Tullë hyana nér, ye nemnë lumba ar olca. | | Da kom der en anden mand, mørk og vred, |
| 35 | Nánes i olca háno i vanima wendeo. | | han var den smukke piges onde broder; |
| 36 | Ettunces maica cirma, ar lan hye míquánë i merillë, i olca nér ehtanë se qualmeä; tá hócirnes carya, ar ?? sa ó i hröa i maxa cemendë nu i niërmelda. | | en kniv så skarp og stor tog han frem, og mens den anden kyssede rosen, stak den onde mand ham ihjel, skar hans hoved af og begravede det med kroppen i den bløde jord under lindetræet. |
| 37 | -- | | -- |
| 38 | “Sí nás vanwë, ar rongo lityuva,” sannë i olca háno; “aluvar nanwenuvas ata. | | "Nu er han glemt og borte," tænkte den onde broder; "han kommer aldrig mere tilbage. |
| 39 | Lelyúvanes anda lendanen lá oronti ar eäri; aþcarë ecë nerin firë taitë lendassë. | | En lang rejse skulle han gøre, over bjerge og søer, da kan man let miste livet, og det har han. |
| 40 | Néþanya intyuva i hye vanwa; pan hye ui polë nanwenë, ar úvas verya maquetë nin pá hye.” | | Han kommer ikke mere, og mig tør min søster aldrig spørge om ham." |
| 41 | -- | | -- |
| 42 | Tá vinintë i parcë lassi i néca cemendë talyanen, ar mennë mar ter i morë; mal mennes ú erinqua, yallë sannë, - i níca elda armennë se. | | Så ragede han med foden visne blade hen over den opgravede jord og gik hjem igen i den mørke nat; men han gik ikke alene, som han troede: Den lille alf fulgte med, |
| 43 | Handes mi parca ??-?? niërmelda-lassë, ya alantiës i aldallo i olca nériva carenna, lan rótanes i sapta. | | den sad i et vissent, sammenrullet lindeblad, der var faldet den onde mand i håret da han gravede graven. |
| 44 | I carpë nánë to i cas sí, ya carna sa amalúna, ar i níca elda irnë þossenen ar ?? pa i hrúa carma. | | Hatten var nu sat ovenpå, der var så mørkt derinde, og alfen rystede af skræk og vrede over den fæle gerning. - |
| 45 | -- | | -- |
| 46 | Ea ambarónë nó i olca nér aranyë maryë; haitanë carparya, ar mittanë néþarya þambë. | | I morgenstunden kom den onde mand hjem; han tog sin hat af og gik ind i søsterens sovekammer; |
| 47 | Tassë cuinë i vanima, lostaila nettë, yen óleánë pa hye ye melles tallë, ar ye sí, indyanes, leléleánë háya lá oronti ar eäri. | | der lå den smukke blomstrende pige og drømte om ham, hun holdt så meget af og som hun nu troede gik over bjerge og gennem skove; |
| 48 | Olca hánorya cúnanë or se, ar landë yelwavë, ve raucor rië polë lala. | | og den onde broder bøjede sig over hende og lo fælt, som en djævel kan le; |
| 49 | I parca lassë lanantë findesseryallo i töallenna; mal únes tunta sa, ar mennes na níca lorë i amaureva lúmessë. | | da faldt det visne blad af hans hår ned på sengetæppet, men han mærkede det ikke og gik ud, for selv at sove lidt i morgenstunden. |
| 50 | Mal i elda hlincë et i hessa lassë, sestanë insë ar' i lorna netteva hlas, ar quentes sen, ve lóressë, pá i ñorta qualtië; ostences i nómë yassë hánorya náciénë melindorya, ar ?? hröarya; ar quentes sen pá i lóteä niërmelda ya tarnë areä. | | Men alfen smuttede ud af det visne blad, gik ind i øret på den sovende pige og fortalte hende, som i en drøm, det skrækkelige mord, beskrev hende stedet, hvor broderen havde dræbt ham og lagt hans lig, fortalte om det blomstrende lindetræ tæt ved og sagde: |
| 51 | -- | | -- |
| 52 | “Itan úvalyë sana i si reä lórë ya equéiten lyen,” eques, “túvalyë caimalyassë hessa lassë.” | | "For at du ikke skal tro, det bare er en drøm, jeg har fortalt dig, så vil du finde på din seng et vissent blad!" |
| 53 | -- | | -- |
| 54 | Tá eccuines, ar túvë sa tas. | | og det fandt hun, da hun vågnede. |
| 55 | A, manotë naicë niër ulyanes! ar únë maunë sen apanta órerya aiquenen na cólolantë. | | Oh, hvor græd hun ikke de salte tårer! og til ingen turde hun sige sin sorg. |
| 56 | -- | | -- |
| 57 | I lattin nánë panta ter quanna ré, ar nai aþcarë encë i níca eldan arya i merilli, atwa aiana i albaron; | | Vinduet stod hele dagen åbent, den lille alf kunne let komme ud i haven til roserne og alle de andre blomster, |
| 58 | mal únë ecë sen ?? ?? homyassë hehta mo ye tallë moia. | | men han nænnede ikke at forlade den bedrøvede. |
| 59 | I lattiniëssë tarnë tussa colila anda·lostaulë merilli. | | I vinduet stod et træ med månedsroser, |
| 60 | Harunes min i albaron, ar tirnes i almelóra nettë. | | i en af blomsterne der satte han sig og så på den stakkels pige. |
| 61 | Hánorya lillumë tullë mina i þambë, ar nánë taita alasseä ar þaura yairo; etta hye únë verya quetë sen quetta pa homyo nyérë. | | Hendes broder kom mange gange ind i kamret, og han var så lystig og ond, men hun turde ikke sige et ord om sin store hjertesorg. |
| 62 | -- | | -- |
| 63 | Mórilantassë, hlinces et i mardallo, ar mennes mina t taurë, i nómenna yassë i niërmelda tarnë; ar apa haitanes i lassi hunello, sampë nunna sassë, ar tassë túves i qualtaina. | | Så snart det blev nat, listede hun sig ud af huset, gik i skoven til det sted, hvor lindetræet stod, rev bladene bort fra jorden, gravede ned i den og fandt straks ham der var slået ihjel, |
| 64 | Ai, tallë nínes ar hyamnes i issë firúvanë! | | oh, hvor hun græd, og bad Vorherre, at hun også snart måtte dø. - |
| 65 | Írenen cóliévanes i loico mar óssë; mal ta nánë lacárima; epetai nampes i almelóra cas ó i pahtu hendu, minques i ninquet peu, ar quassë i sauma et i vanima findessello. | | Gerne ville hun føre liget med sig hjem men det kunne hun ikke; så tog hun det blege hoved med de lukkede øjne, kyssede den kolde mund og rystede jorden af hans dejlige hår. |
| 66 | -- | | -- |
| 67 | “Hepuvan si,” eques; ar éya utúpiës i loico ata i cemenen ar lassínen, nampes i cas ar níca níþilosso tuillë ya lostanë i tavastessë, areä ar' i nómë yassë ?? ?? ??, ar collesset mar óssë. | | "Det vil jeg eje!" sagde hun, og da hun havde lagt jord og blade på det døde legeme, tog hun hovedet med sig hjem og en lille gren af det jasmintræ, der blomstrede i skoven, hvor han var dræbt. |
| 68 | Éya nánes þamberyassë, nampes i anhöa cembaron ya encë sen túvë, ar sinna sestanes i qualin neriva cas, tumpesses cemanen, ar aldes níþilosso tuista tanna. | | Så snart hun var i sin stue, hentede hun den største blomsterpotte, der var at finde, i den lagde hun den dødes hoved, kom jord derpå og plantede så jasmingrenen i potten. |
| 69 | -- | | -- |
| 70 | “Namárië, namárië,” hlussanë i níca elda. | | "Farvel! farvel!" hviskede den lille alf, |
| 71 | Únë ecë sen tauva vetta ener sina quanna nyérë, epetai villes öa merilleryanna i tarwassë. | | han kunne ikke længere holde ud at se al den sorg, og fløj derfor ud i haven til sin rose; |
| 72 | Mal i merillë hwiriénë; rië sempë parcë lassi enwa himinyer i laica ceä ca sa. | | men den var afblomstret, der hang kun nogle blege blade ved den grønne hyben. |
| 73 | -- | | -- |
| 74 | “Ai! tallë rongo ilqua ya ná mára ar vanima auta,” sinquë i elda. | | "Ak hvor det dog snart er forbi med alt det skønne og gode!" sukkede alfen. |
| 75 | -- | | -- |
| 76 | Apa lúmë túves hyana merillë, ya olanë marya, pan imbë lelyë níþimë lassiryar ecë sen marë varna. | | Til sidst fandt han en rose igen, den blev hans hus, bag dens fine duftende blade kunne han bygge og bo. |
| 77 | Ilya amauressë villes i lattinna i almelóra netteo, ar illumë hye táranë nítaila ara i cemba. | | Hver morgenstund fløj han til den stakkels piges vindue, og der stod hun altid ved blomsterpotten og græd; |
| 78 | I naicë niër lananter i níþilosso tuistannar, ar ilya ressë, lan ninquentanes tyellínen, i tuillë nemnë ola amalaica ar anvenya. | | de salte tårer faldt på jasmingrenen, og for hver dag som hun blev blegere og blegere stod grenen mere frisk og grøn, |
| 79 | Tuista min ar enta tuiluner, ar nícë fáni tuimar lostaner, yai i almelóra nettë minquë melima. | | det ene skud voksede frem efter det andet, der kom små hvide knopper til blomster og hun kyssede dem, |
| 80 | Mal olca hánorya naityanë se, ar maquentë sen quima óleäs hwinda, | | men den onde broder skændte og spurgte, om hun var blevet fjantet? |
| 81 | Únë ecë sen intya yaro níteánes pa sana cemba, ar sa itiþyanë se. | | han kunne ikke lide og ikke begribe hvorfor hun altid græd over den blomsterpotte. |
| 82 | Únes ista yevat pahtu hendu nánë tassë, yula manu carnu peu quélanë nu i cemen. | | Han vidste jo ikke, hvilke øjne der var lukket og hvilke røde læber der var blevet jord; |
| 83 | Ar ressë min handes ar niryanë caryanen i cemba, ar i níca elda i merilleo túvë se lorna. | | og hun bøjede sit hoved op til blomsterkrukken og den lille alf fra rosen fandt hende sådan blundende; |
| 84 | Tá harunes ara hlarerya, quentes hyen pá sana undómë i lassirondossë, pá i lissë niþilë i merilleo, ar i emel i eldaron. | | da steg han ind i hendes øre, fortalte om aftnen i løvhytten, om rosens duft, og alfernes kærlighed; |
| 85 | Sérinquavë ólanë sen, ar lan ólanë, coiviërya vánë calaina ar moica, ar feärya nánë ó ye melles, ildumassë. | | hun drømte så sødt, og mens hun drømte, svandt livet bort: Hun var død en stille død, hun var i Himmelen hos ham, hun havde kær. |
| 86 | Ar i níþilos apantanë altë fáni calongaryar, ar rendë niþilerya; pennes hyana men na tana nyérerya i vanwat. | | Og jasminblomsterne åbnede deres store hvide klokker, de duftede så forunderligt sødt: Anderledes kunne de ikke græde over den døde. |
| 87 | Mal i olca háno tirnë i vanima lostaila laima, nampë sa óssë, ve aryonië, ar sestanesses caimaþamberyassë, areä ara caimarya, pan nánes írima nemensto, ar i niþilë nánë lissë ar fastima. | | Men den onde broder så på det smukke blomstrende træ, tog det til sig, som et arvegods, og satte det ind i sit sovekammer, tæt ved sengen, for det var dejligt at se på og duften var så sød og liflig. |
| 88 | I níca elda i merilleo holyanë sa, ar villë alballo albanna, ar nyarnë ilya níca tavarilen ye marnë tassen i quenta pá i qualtaina vinya nér, yeva cas sí nánë quelehtë i hunessë, ar pá i olca háno ar i almelóra néþa. | | Den lille rosenalf fulgte med, fløj fra blomst til blomst, i hver boede jo en lille sjæl, og denne fortalte han om den dræbte unge mand, hvis hoved nu var jord under jorden, fortalte om den onde broder og den stakkels søster. |
| 89 | “Istalmes,” equë ilya níca tavaril i albassen, “istalmes, an utuiluyelmë é hendullo ar peullo i qualtainaivë. | | "Vi ved det!" sagde hver sjæl i blomsterne, "vi ved det! er vi ikke vokset frem af den dræbtes øjne og læber! |
| 90 | Istalmes, istalmes,” ar i albar quasseltë cariltanen aia lenen. | | vi ved det! vi ved det!" og så nikkede de så underligt med hovedet. |
| 91 | I elda i merilleo únë polë hanya yanen polleltë serë tallë anúvaldë, etta villes i niërinnar, i hosteáner lís, ar quentë ten pá i olca háno. | | Rosenalfen kunne ikke forstå sig på, hvorledes de kunne være så rolige, og han fløj ud til bierne, som samlede honning, fortalte dem historien om den onde broder, |
| 92 | Ar i niëri quenter sa táriltan, ye canyanë í neuna amauressë menuvaltë qualta i nahtar. | | og bierne sagde det til deres dronning, der bød, at de alle næste morgen skulle dræbe morderen. |
| 93 | Mal lómessë, i minya apa i néþo effírië, lan i háno lóranë caimaryassë, areä ar' yassë sestaniénes i níþima níþillos, ilya alba yulma apantanë, ar úcénimavë i nícë tavarili ettuller, ó hloirië ehti. | | Men natten forud, det var den første nat efter søsterens død, da broderen sov i sin seng tæt ved det duftende jasmintræ, åbnede hvert blomsterbæger sig, og usynlige, men med giftige spyd, steg blomstersjælene ud |
| 94 | Haruneltë ar' i lorno hlas, quenteltë sen nairë ololli, ar tá villeltë or peurya, ar nasanter lambarya hloirië ehtintainen. | | og de satte sig først ved hans øre og fortalte ham onde drømme, fløj derpå over hans læber og stak hans tunge med de giftige spyd. |
| 95 | “Sí apairetaniëlmë i qualin,” quenteltë, ar viller nan mina i fánë indyeli i níþillosso albaron. | | "Nu har vi hævnet den døde!" sagde de og søgte igen tilbage i jasminens hvide klokker. |
| 96 | Yá arin tullë, ar éya pantanë i lattin, i merillë elda, ó i tári niër, ar i quanna umba niërion, alacantë mir na qyalta se. | q | Da det blev morgen, og vinduet til sovekamret med ét blev revet op, fór rosenalfen med bidronningen og den hele sværm bier ind, for at dræbe ham. |
| 97 | Mal tensi nánes qualin. | | Men han var allerede død; |
| 98 | Lië táraner os i caima, ar quétaner í níþillosso niþilë qualtaniénë se. | | der stod folk rundt omkring sengen og de sagde: "Jasminduften har dræbt ham!" |
| 99 | Tá i merilleo elda hanyanë i pairë i albaron, ar rastanë sa i tári niëren, ar sé, ó i quanna umba, vuranë os i cemba. | | Da forstod rosenalfen blomsternes hævn, og han fortalte det til biernes dronning, og hun surrede med hele sin sværm om blomsterkrukken; |
| 100 | Únë ecë tyarë i niëri lóya. | | bierne var ikke til at forjage; |
| 101 | Tá nér nampë na haita sa, ar min i niërion nasantë se massë, itan láves i cemba lanta, ar rancë sa. | | da tog en mand blomsterkrukken bort og en af bierne stak hans hånd, så han lod krukken falde og gå itu. |
| 102 | Tá illi cenner i ninquitaina corpë, ar sinteltë í qualin nér i caimassë nánë nahtar. | | Da så de det hvide dødningehoved, og de vidste, at den døde i sengen var en morder. |
| 103 | Ar i tári niër omnë vilyassë, ar lirnë pá i pairë i albaron, ar pá i elda i merilleo, ar equë i cata i amaníca lassë marë mo, yen ecë tuvë hrúë carmar, ar parmeta tai aryë. | | Og bidronningen surrede i luften og sang om blomsternes hævn og om rosenalfen, og at bag det mindste blad bor en, som kan fortælle og hævne det onde! |